Biografi

Inge Selmer

Født 1954 i Glostrup nær København.

 

Glæden ved at tegne og male var der lige fra jeg var seks år gammel og op gennem folkeskolen. I mange år var jeg bankassistent, hvor kreativiteten lå i dvale, og senere havde jeg min egen klinik med fysiurgisk massage og zoneterapi, hvor jeg sideløbende fik tid til male lidt.

 

Som kunstner er jeg autodidakt, jeg har ikke nogen kunstnerisk uddannelse. Jeg er naivistisk maler og udstiller sammen med mange andre naivistiske kunstnere, både i Danmark og i udlandet.

 

Når jeg maler, forsvinder jeg ind i min egen lille verden. Glæden ved naturen og dyrene, især katte store som små, men også blomster og planter er en uudtømmelig kilde til inspiration. Det er de nære ting, der tæller; forårsblomsterne, der kommer op, et venligt nik fra naboen eller børn der leger. Arbejdet med farven optager mig meget. Min motivverden spænder bredt. Fra dyr i blomsterrige jungler, som i virkeligheden er længslen efter det tabte paradis, til nymfer, trolde og andre mytologiske væsener, som befolker fantasiens land, og til mere dagligdags skildringer, som naturligvis foregår i Danmark.

 

Jeg vælger at fokusere på optimismen og livsglæden – vælger lyset frem for mørket.